tirsdag den 4. december 2012

Julestemning

Så er der kommet sne, og det er meget stemningsfuldt.
Da jeg for lidt siden lukkede butikken for i dag, var jeg bare nødt til at tage et par billeder af gårdspladsen med juletræer, gran, sne og julelys. Det er bare smukt.


tirsdag den 27. november 2012

Tunika de lux

Så blev min nye model Tunika de lux færdig. Navnet har den fået p.g.a. det lækre garn den er strikket i: Manos Lace og Manos Silk Blend Fino. 
Den egner sig til at bruge over en t-shirt, og både til bukser og nederdel. Jeg arbejder pt. på opskriften, som jeg håber bliver færdig til fødselsdagen på torsdag?? 
Men der er mange gøremål for tiden.......


Teknikkerne er glat- og retstrikning samt hulkrus mønster. Når opskriften er færdig bearbejdet, vil du kunne finde modellen som strikke kit i netbutikken

søndag den 25. november 2012

Juletræer

Så er de første juletræer (Normann) der kommer fra vores egen lille skov fældet, og står klar på gårdspladsen. De fleste er fra 1,5 - 2 m høje, og de er rigtig fine i år. 
Nu nærmer vi os jo også advent, og samtidig varsles der vinter til næste weekend, så mon ikke også julestemningen så småt begynder at indfinde sig?



Hvis du selv binder adventskrans, har vi også Nobelis gran.



onsdag den 14. november 2012

Juleforberedelser og 10 års fødselsdag

Selv om jeg egentlig helst vil vente med at jule til vi når hen til advent, så er jeg alligevel godt i gang.
I år er det nemlig lidt specielt, da Katrinelund har 10 års fødselsdag torsdag d. 29. november, og det skal selvfølgelig fejres. 
På dagen har jeg bestemt mig for at udvide åbningstiden, så der er åbent fra kl. 13-19, og der vil være en lille forfriskning til dem der har lyst til at besøge butikken den dag.

Allerede nu er der flere gode tilbud, og det vil der være helt ind til jul. Der er både tilbud på noget garn, færdig strik, tørklæder, samt  julepynt og legetøj fra Sebra og Maileg m.m. Noget er dog kun så længe lager haves. 
Så du skal være hjertelig velkommen til at besøge butikken 
eller www.lenep-katrinelund.dk , flere tilbud er allerede i netbutikken.



tirsdag den 23. oktober 2012

Løvfald og ny sweater

De fantastiske efterårs farver, måtte jeg lige fotografere i dag, inden det er for sent, for nu falder løvet for alvor. Det blev bl.a. til disse billeder:

Indkørsel til Katrinelund
Efterårs farver


Min nyeste sweater: Ringe på striber skulle også lige fotograferes i det fri.
Når opskriften er rettet til, kommer den i netbutikken

tirsdag den 9. oktober 2012

Gratis opskrift - Tørklæde i helpatent

Jeg har strikket et lækkert blødt halstørklæde i Manos Silk Blend. Det er strikket på pind nr. 7, i teknikken helpatent, og det er hurtigt lavet. 
Farven er nr. 4301, bordeaux/rosa/gråblå nuancer, og der er brugt ca. 160 gr.garn:





Opskriften får du her:
Slå 38 m op løst op.
1. p: *1 ret, slå garnet om p, 1 maske løs af med garnet bag pinden* gentag fra * til * til der er 1 maske tilbage. Slå garnet om pinden, 1 ret.
2. p: *Strik 2 masker ret sammen (maske + omslag), slå garnet om pinden, 1 maske løs af med garnet bag pinden* gentag fra * til * til der er 1 maske tilbage, Slå garnet om pinden, 1 ret.
Gentag 2. p til ønsket længde. Luk løst af. 
Mit tørklæde er ca. 160 cm langt.






torsdag den 4. oktober 2012

Manos Silk Blend Fino i butikken nu.

Så er det nye garn kommet hjem: Manos Silk Blend Fino. Løbelængden er ca. 225 m/ 50 gr. og det kan strikkes på p nr. 3-3½ eller op efter, alt efter hvad det er man vil lave. 
Prisen er 85,-Kr. for 50 gr. Jeg arbejder på at få det lagt i netbutikken i løbet af dagen. Men jeg synes lige, at jeg vil vise de flotte farver frem med det samme.


Jeg er i gang med at strikke en prøve, da mit næste projekt må være i det garn.

fredag den 28. september 2012

Opskrifter uden garn?

Jeg bliver af og til spurgt om jeg sælger mine opskrifter uden garn, og svaret er: 
Nej det gør jeg ikke!
De fleste kan godt forstå det, men andre kan ikke.

Det tager tid at fremstille en opskrift. 
Først får jeg idéen, der bliver tegnet og strikket prøver, udregnet og beregnet. Jeg strikker modellen, opskriften skrives og omregnes til flere str. Den gennem bearbejdes. 

Der skal sælges mange opskrifter til 25,- kr. som de fleste af mine opskrifter koster, hvis de alene skal give mig en timeløn.
Og som alle andre kan jeg ikke leve af at arbejde uden at få løn for det.

Derfor må jeg have fortjenesten på garnet med, når jeg sælger en opskrift. 

onsdag den 26. september 2012

Nyt garn i nær fremtid

Inden længe kommer der nyt garn hjem fra England:-)

Det er Artesano der lancerer den lækre Manos Silk Blend Fino, som indeholder det samme som den alm. Silk Blend: 30 % silke og 70 % blød merino. Det er Fair Trade, håndfarvet garn af kvinder i Uruguay. 
Men Fino er tyndere og kommer i bdt. á 50 gr. Introductionsprisen bliver 85,- kr. for 50 gr. Jeg har bestilt den i 12 flotte farver, og glæder mig meget til at få det i butikken.
Hurtigst muligt vil det blive lagt i netbutikken.

lørdag den 22. september 2012

Ny vest

Jeg har netop lagt min sidste nye model Rille vest i netbutikken .
Den er strikket i Sarah Tweed fra BC Garn. En lækker blanding af silke og uld.



Den er meget enkel, og nem at strikke. Opskriften er til str. S-M-L og den er lagt ind i 7 forskellige farver. På ryggen er der indstrikket en kile, som giver en god pasform.

fredag den 21. september 2012

Efterår

Efterår når det er værst? Det må være når det regner som i dag. Hold da op hvor det hele sejler.
Det er kun vejr til at hygge sig indendøre med strikketøjet.
I den sidste tid har jeg strikket futsko i lange baner, som jeg har filtet i vaskemaskinen.
Jeg har udviklet en opskrift, der dækker alle str. fra 23/24 og op til 43/44, så nu kan kulden bare komme an. De kan strikkes for, fra knap 40,- kr. til lidt under 100,- alt efter hvilket garn og hvilken str. man laver dem i.
De strikkes på pinde nr. 6 og man kan lave et par på en aften.
Pt. er de kommet i butikken til inspiration, men ellers er tanken, at jeg vil have en kurv stående med dem, så der altid er futsko til børnebørn, børn, svigerbørn og hvem der ellers kommer på besøg.
Med latex har jeg skrevet str. under bunden på dem, mest af hensyn til skridsikkerheden.


Jeg har strikket i Samo fra Marks & Kattens, men de kan også strikkes i Viking natur.

onsdag den 5. september 2012

Opskrift på halvhandsker

Jeg har lige færdiggjort et par lækre bløde halvhandsker i det nye garn Cinnia.
De er nemme at lave, og opskriften kan downloudes fra www.filcolana.dk
Opskrifter/Cinnia/Trollius.
Filcolana har forresten rigtig mange fine opskrifter. Garnet kan du se i netbutikken.


mandag den 27. august 2012

Sommeren går på hæld

Så nærmer vi os efteråret, i følge kalenderen begynder det i hvert fald d. 1. september. Heldigvis kan vi dog stadig få gode dage med sommervejr. 
Min sommer er bare forsvundet, kender du mon det? 
Der var så mange planer om dit og dat - men dagene har det bare med at gå.....

Lidt har jeg dog fået strikket, ind imellem havearbejdet som jeg nyder. Det er min måde at få mig rørt på, og med en stor have er man aldrig færdig:-) 
Haven og naturen er bare guld værd, det er nok også derfor, at jeg sælger garn i naturmaterialer. Naturen og det den kan give os betyder meget for mig.

Tilbage til strikketøjet: På det sidste har jeg strikket sokker, som vi jo nok skal få brug for i løbet af efteråret:


Et nyt strømpegarn har jeg fået prøvet af. Dolomiti hedder det, og blandingen er 75 % superwash uld og 25 % polyamid, så det er som det skal være, for at de kan holde.
Farverne og mønstrene er rigtig flotte og så kan det sælges for 27,- kr./ 50 gr.
På billedet ser du 2 af farverne.

mandag den 16. juli 2012

Sommervejr?

Mit design Solskinstop er pt. ikke særlig aktuel. Det regner, regner og atter regner, og i dag endda også når solen skinner. Alligevel skal I nu lige se mine to børnebørn Smilla på 6 år, og Alberte på 2 år i modellen. Heldigvis kan den også bruges med en t.shirt under.



Jeg har lavet den til str. 2 - 4 og 6 år, og den kan købes som kit

fredag den 15. juni 2012

Så er festivalen godt i gang

Strikkefestivalen i Silkeborg er nu godt i gang. Der har været travlt på standen, og stemningen de første to dage har været helt i top. Jeg ser frem til flere gode dage hen over weekenden. Hvis I får lyst til at kigge forbi, har butikken sin stand i Lunden.



onsdag den 13. juni 2012

Store pakkedag


Så er alt ved at være klar til at blive flyttet til Lunden, Vestergade 74 i Silkeborg.
For i morgen skal der stilles stand op på Strikkefestival Grib GarnetDerfor er butikken også lukket de næste 3 dage. Jeg har alle de nye modeller med på standen, med opskrifter og garn, men hvor er det dog svært at vide, hvor meget man skal pakke?

”Ferdinand” som er opkaldt efter mit yngste barnebarn, er en af modellerne. Den kan også købes i netbutikken.



mandag den 4. juni 2012

Sommerstriber

Modellen Sommerstriber kommer alligevel ikke med på strikkefestival, da jeg må prioritere hvad der skal med. I stedet for bliver det Alberte, som fylder 2 år i morgen der få den.

lørdag den 12. maj 2012

Lidt af hver på pindene

Foråret viser sig pt. ikke fra den bedste side, så man kan med god samvittighed glemme alt om havearbejde, og i stedet for nørkle videre indendøre. Der er aldrig noget der er skidt, uden at det er godt for noget andet :-)
Jeg har altid gang i en tre - fire forskellige strikke/hækletøj, og i mit håb om at det bliver sommer, er jeg ved at lave en lille sommertop i str. 2 år. Den kommer til at hedde Sommerstriber og kommer med på min stand til Strikkefestival i Silkeborg i juni.
Den bliver lavet i tunesisk hækling og alm. hækling. Tunesisk hækling er et af de emner jeg har workshop i på festivalen. Garnet er den lækre bløde økologiske bomuld Alba, som findes i rigtig mange skønne klare farver.



mandag den 23. april 2012

Opskrift på baby vest


Jeg har besluttet mig for at lægge opskriften på denne baby vest/undertrøje ud til fri afbenyttelse, dette gælder dog kun for private. Det er ikke tilladt at andre butikker bruger den kommercielt, hvilket jeg desværre af og til oplever med mine opskrifter.

Den er strikket i det bløde bomuldsgarn Alba, der fås i rigtig mange skønne og klare farver. Opskriften er mit eget design, og garnet kan du købe i netbutikken på http://www.lenep-katrinelund.dk/


Materiale: Alba, 100% økologisk bomuld, løbelængde: 160 m/ 50 gr.
Størrelse: 0-3-6-9-12 mdr. (centilong 50-62-68-74-80 cm)
Brystvidde: 44-48-51-55-58 cm
Længde: 23-25-28-31-34 cm
Garnmængde: 100-100-100-100-150 gr.
Strikkepinde: Nr. 3
Strikkefasthed: 10 x 10 cm = ca. 24 m x 44 p i dobbelt perlestrik.
Forklaring: m = maske, r = ret, vr = vrang, arb = arbejdet, sm = sammen,
Retstrikning: Ret på både ret- og vrangside.
Dobbelt perlestrik: Strikkes over 4 p. 1. p: 2r, 2 vr. 2. p: r over r og vr over vr. 3. p: 2 vr over de 2 r, 2 r over de 2 vr. 4. p: r over r og vr over vr.
Ryg: Slå 54-58-62-66-70 m op og strik 10 p retstrikning, hvorefter der strikkes dobbelt perlestrik, begynd og slut med 1 kantmaske i hver side. Strik lige op til arb måler 14-15-17-19-21 cm. Nu strikkes de yderste 5 m i hver side r på alle pinde (ærmegab) resten af arb. Samtidig når arb måler 20-22-25-28-31 cm, strikkes der retstrikning over ryggens midterste 32-32-36-40-44 m, og når der er strikket 10 p r, lukkes de midterste 22-22-26-30-34 m af til nakken. Strik derefter hver skulder færdig for sig: Fortsæt lige op med 5 r på hver side af det perlestrikkede. På 6. p efter halsaflukningen lukkes skulderens m af.
For: Strikkes som ryggen til arb måler 17-19-21-23-26 cm. Strik halskant med 10 p r over de midterste 32-32-36-40-44 m og luk derefter de 22-22-26-30-34 midterste m af. Strik hver skulder for sig, med 5 r i hver side som på ryggen. Når skulderen måler 2-2-2-3-3 cm strikkes 4 p r over alle m. Derefter strikkes 2 knaphuller på hver skulder. Strik 3 r, luk 2 m af, strik r til der er 5 m tilbage på p, luk 2 m af, 3 r. Slå atter de 2 x 2 m op over de aflukkede på næste p. Efter yderligere 4 p r lukkes skulderens m af.
Sy sidesømmene sm til og med ærmegabets nederste 10 p (5 riller). Sy 2 knapper på hver af ryggens skulder.

søndag den 15. april 2012

Tiden går....

Så er der igen gået en mdr., hold da op hvor tiden render fra mig.
Jeg arbejder pt. på undervisningsmateriale til workshops samt nye modeller, så der er nok at tage fat på.
På strikkefestival i Silkeborg fra 14. -17 juni har jeg 3 workshops:
Tunesisk hækling, fletstrikning og vendestrik du kan tilmelde dig på http://www.gribgarnet.dk/

Lige nu er der gang i en nederdel til små piger, strikket i den dejlige økologiske bomuld Alba fra BC Garn:

Det bliver nok mit snart 2 år gamle barnebarn Alberte som får den:-) 

onsdag den 14. marts 2012

Forår i butikken

De sidste dage har jeg brugt på at lave om til forår i butikken. Selvfølgelig er der stadigvæk lune trøjer og masser af uldgarn, men nu også forårs- og påske ting, samt nyt keramik.



Keramik lavet af Hanne Byriel Thygesen, Diernæs ved Fåborg.  
Hanne der bruger sin have og naturen som inspiration er uddannet fra kunsthåndværkerskolen i Kolding i 1987.

tirsdag den 6. marts 2012

Mange bolde i luften

Ja, måske har jeg lidt for mange bolde i luften? Det er i hvert fald svært at nå alt det jeg gerne vil, men det kender de fleste vist?
En syg datter har den sidste måned, været det der har fyldt mest i mit liv, men heldigvis ser det nu ud til at gå bedre og jeg har fået gang i pindene igen:-)
Lige pt. strikker jeg prøver i flettestrik. Jeg skal nemlig undervise på 3 workshops, når der fra d. 14.-17. juni 2012 er strikkefestival i Silkeborg, og det glæder jeg mig til. Flettestrik er et af emnerne. Se mere på http://www.gribgarnet.dk/

Foreløbig er det blevet til disse prøver, hvor af en er filtet, det er rigtig spændende at eksperimentere med denne teknik:

tirsdag den 14. februar 2012

Ny bog fra Arne & Carlos

Så er der netop udkommet en ny strikkebog fra de to nordmænd Arne & Carlos, som tidligere har strikket julekugler. Denne gang handler det om påskepynt. I bogen Påske hele året får du opskrifter på påskeæg, hare, æggevarmere, høne og påskekugler. En sjov bog hvor du har mulighed for at bruge nogle af dine garnrester. Den bliver lagt i netbutikken snarest.


fredag den 3. februar 2012

Gratis opskrifter som du kan hente på nettet

Forleden dag fik jeg en mail, med forespørgsel om en opskrift på sømandstrøje til småbørn. Jeg kunne straks henvise til mayflowers website.
Så hvis du mangler en opskrift er der efterhånden flere firmaer der lægger deres opskrifter ud, når de er en sæson gammel, og nogen gør det straks de er færdige.
Nedenstående firmaer er dem jeg handler med og kender til, men jeg tror at der vil komme flere til i fremtiden, da det breder sig.
http://www.mayflower.dk/
http://www.filcolana.dk/
http://www.viking-garn.no/
http://www.coatscraft.dk/
http://www.kauni.com/
http://www.bcgarn.dk/

Der ud over er der jo bl.a. også
http://www.garnstudio.com/ som de fleste nok kender?

tirsdag den 31. januar 2012

UDSALG

Udsalget fortsætter med masser af gode tilbud på lækkert garn.


Artesano lader deres Hummingbird Alpaca udgå. Normalt er prisen 155,- kr. for 150 gr.
Jeg har nu nedsat den til 115,- kr. Et halsrør vil man fint kunne strikke af 2 bundter og på p. nr. 5 - 6. Kig i netbutikken under Restpartier hvor du også kan finde andre gode tilbud.

tirsdag den 24. januar 2012

Et nyt projekt er igang

Jeg har i dag fået nyt garn hjem fra BC Garn. Jaipur Silk Fino, handpainted. Det gav mig straks lyst til at lave en strikkeprøve, hvor jeg strikker den sammen med Soft Silk. Måske det kan blive til en fin top?

Så blev den færdig:-)

Trøjen til Ferdinand er færdig, men den skal også afleveres til hans dåb på søndag, så det er ikke spor for tidligt.

onsdag den 18. januar 2012

Se mit flotte tæppe

I lørdags fik jeg mit fine nye tæppe:-) Grethe, som er en af mine søde og trofaste kunder, har hæklet det til mig i ensfarvet Kauni garn. Der er brugt 5 farver: SS1, LL6, QQ, JJ7 og AA. Det er stort, 10 x 8 firkanter og måler ca. 2 x 1,5 m. Det er bare så flot, så det må I se!


onsdag den 11. januar 2012

En trøje til Ferdinand

Så er der gang i ent nyt projekt. Denne gang er det en trøje til mit yngste barnebarn Ferdinand. Den bliver strikket i strømpegarn, så den kan vaskes i vaskemaskinen. Modellen er Børnetrøje med raglan, som ligger i netbutikken. Her bliver den strikket i Arwetta Classic og Opal Schafpate.

onsdag den 4. januar 2012

Den færdige vest

 Her er Smilla i den færdige vest.