søndag den 18. december 2011

Den sidste julegave

Jeg er i gang med at strikke den sidste julegave, en vest til mit ældste barnebarn Smilla. Den er strikket i Arwetta fra Filcolana, et dejlig blødt strømpegarn som er superwash behandlet, så det kan maskinvaskes på 40 grader. Praktisk til en pige på 6 år som går i 0. klasse. Jeg håber at den når at blive færdig?? Håber ikke at Smilla ser dette indlæg:-)

fredag den 16. december 2011

Nemme benvarmere - DIY

Strik et par benvarmere på 2 aftener, i Viking Superwash, som findes i et stort farveudvalg.
Mine er strikket på strømpepinde nr. 3½ og er koksgrå.
Slå 60 m op. Strik 30 omg rib, 2 r, 2 vr. Derefter strikkes snoninger i retmaskerne på hver 6. omg. Dette gøres ved at strikke 1 r i nr. 2 m, bag om den første, 1 r i første m, løft begge m af p. Når der er lavet ca. 20 cm med snoninger, strikkes igen 30 omg med 2 r, 2 vr. Luk løst af. Benvarmerne sidder rigtig godt på benene, og kan vaskes på 40 grader i maskine.
Garnet kan købes i butikken.


torsdag den 8. december 2011

Det nye Strikke Magasin er i butikken

SÅ er det nye Strikke Magasin nr. 12-2011  med lækre og lune vintertrends i butikken.

onsdag den 7. december 2011

En julegaveidé

Hvis man mangler en julegave til f.eks. datteren eller svigerdatteren (eller måske til sig selv :-), så er det her en idé, som hurtigt kan blive færdig inden jul. Og så er det vist den mest populære måde at holde hals og nakke varm her i vinteren. Kom forbi butikken, her kan du købe garn til halsrøret og få en vejledning i, hvordan du strikker det.

onsdag den 30. november 2011

Gratis opskrift til sjal

Så er sjalet færdig, og det er nemt og billigt at lave.
Du skal bruge 200 gr. 1 trådet Kauni effekt garn, og i dette tilfælde farve XEMC, der skifter i sort/røde farver. Prisen er kun 112.- kr. og kan købes i netbutikken.
Mit er strikket på strikkemaskine, men vil fint kunne strikkes i hånd på p nr. 3½ - 4 og i glatstrikning. Der er en hæklet kant hele vejen rundt.

Opskrift:
Slå 3 m op og strik glatstrikning, tag 1 m ud i begyndelsen af hver 2. p, til der er 200 m. Derefter tages 1 m ind i begyndelsen af hver 2. p til du igen kun har 3 m. Luk af, og du har  en trekant. Hækl. med nål nr. 3 således: Begynd i et hjørne med 1 fastmaske i kanten, * 4 luftmasker, 1 fastmaske ca. 1½ cm fremme * gentag fra * til * omgangen rundt, og slut med 1 kædemaske i 1. fastmaske. Hækl kædemasker hen til midten af 1. bue af luftmasker. 1 fastmaske om buen, 4 luftmasker, 1 fastmaske om næste bue o.s.v. Gentag dette omgangen rundt. På 3. og sidste omgang hækles 3 fastmasker løst om hver bue.
Hvis du ikke har mod på at hækle, kan sjalet evt. strikkes i retstrikning, da man så undgår at kanten ruller.
God fornøjelse

mandag den 28. november 2011

Ro til fordybelse

Stormen har lagt sig, og sikke dog en dejlig ro. For når man har ståltag og masser af store gamle træer omkring sig, skal jeg lige love for, at det larmer når grene brækker af og rammer taget.
Jeg nyder freden med min morgenkaffe og mit håndarbejde.
I butikken har jeg et lidt overset garn: 1 tr. effektgarn fra Kauni. I sidste uge strikkede Anita, som er i praktik hos mig et sjal i det garn på strikkemaskinen, og det er jeg nu ved at hækle en kant om, og jeg tror det bliver rigtig fint. Når det er færdigt vil jeg lægge opskriften her på bloggen, så alle frit kan bruge den.

fredag den 25. november 2011

Vævet tæppe i Kauni garn

Jeg har lige lyst til at vise et tæppe jeg vævede i sin tid. Væven står lidt stille efterhånden, men det fascinerer mig stadig de mønstre man kan lave. Tæppet er vævet i Kauni garn.



onsdag den 23. november 2011

Så er alt klart til julehandlen

Så er der både gran og juletræer samt flotte dekorationer. Så alt er nu klart til julehandlen.

fredag den 18. november 2011

Den kulørte ring

Et tørklæde der kan vikles 2 gange om halsen. Den er strikket på rundpind 3½, 40 cm, og bliver der ved dobbelt. 2 mønstre gentages med 10 p imellem. Den er strikket i Fame Trend, der har et glidende farveskift. Der bruges 2 ngl. af samme farve nr. og mønstet vil træde mere eller mindre tydeligt frem, alt efter hvordan farverne kommer i nøglerne. Opskrift og garn kan købes som strikkekit både i butikken og i netbutikken.

onsdag den 16. november 2011

Julepyntet butik

I går blev dagen brugt på at pynte til jul i butikken inden åbningstiden. For mig personligt er det måske lidt tidligt med at pynte op, og så alligevel er det jo hyggeligt. Og som butik følger man jo trop med andre butikker. Her får I lidt stemnings billeder.





tirsdag den 15. november 2011

Julekugler

Arne & Carlos' bog Julekugler, finder du i butikken. Bogen indeholder opskrifter på strikkede julekugler med forskellige mønstre. En virkelig fin bog, måske en mulig julegaveidé? Eller en gave til én selv, så man kan nå at pynte juletræet med dem i år. Jeg er i hvert fald selv i fuld gang...

søndag den 13. november 2011

Katrinelund nu også med en blog

Så må butikken også have en blog. Der findes efterhånden en helt verden af inspiration og kreativitet herinde, og den vil jeg også gerne tage del i. Her på bloggen vil du både kunne læse om nye varer, opskrifter og andre ting vedrørende butikken, samt få et indblik i hvad jeg arbejder med af kreative idéer, og jeg vil gerne dele lidt ud de selv samme idéer. 


Håber bloggen kan finde din interesse, og at det kan blive en måde at tage del i et kreativt netværk.