tirsdag den 4. december 2012

Julestemning

Så er der kommet sne, og det er meget stemningsfuldt.
Da jeg for lidt siden lukkede butikken for i dag, var jeg bare nødt til at tage et par billeder af gårdspladsen med juletræer, gran, sne og julelys. Det er bare smukt.


tirsdag den 27. november 2012

Tunika de lux

Så blev min nye model Tunika de lux færdig. Navnet har den fået p.g.a. det lækre garn den er strikket i: Manos Lace og Manos Silk Blend Fino. 
Den egner sig til at bruge over en t-shirt, og både til bukser og nederdel. Jeg arbejder pt. på opskriften, som jeg håber bliver færdig til fødselsdagen på torsdag?? 
Men der er mange gøremål for tiden.......


Teknikkerne er glat- og retstrikning samt hulkrus mønster. Når opskriften er færdig bearbejdet, vil du kunne finde modellen som strikke kit i netbutikken

søndag den 25. november 2012

Juletræer

Så er de første juletræer (Normann) der kommer fra vores egen lille skov fældet, og står klar på gårdspladsen. De fleste er fra 1,5 - 2 m høje, og de er rigtig fine i år. 
Nu nærmer vi os jo også advent, og samtidig varsles der vinter til næste weekend, så mon ikke også julestemningen så småt begynder at indfinde sig?



Hvis du selv binder adventskrans, har vi også Nobelis gran.



onsdag den 14. november 2012

Juleforberedelser og 10 års fødselsdag

Selv om jeg egentlig helst vil vente med at jule til vi når hen til advent, så er jeg alligevel godt i gang.
I år er det nemlig lidt specielt, da Katrinelund har 10 års fødselsdag torsdag d. 29. november, og det skal selvfølgelig fejres. 
På dagen har jeg bestemt mig for at udvide åbningstiden, så der er åbent fra kl. 13-19, og der vil være en lille forfriskning til dem der har lyst til at besøge butikken den dag.

Allerede nu er der flere gode tilbud, og det vil der være helt ind til jul. Der er både tilbud på noget garn, færdig strik, tørklæder, samt  julepynt og legetøj fra Sebra og Maileg m.m. Noget er dog kun så længe lager haves. 
Så du skal være hjertelig velkommen til at besøge butikken 
eller www.lenep-katrinelund.dk , flere tilbud er allerede i netbutikken.



tirsdag den 23. oktober 2012

Løvfald og ny sweater

De fantastiske efterårs farver, måtte jeg lige fotografere i dag, inden det er for sent, for nu falder løvet for alvor. Det blev bl.a. til disse billeder:

Indkørsel til Katrinelund
Efterårs farver


Min nyeste sweater: Ringe på striber skulle også lige fotograferes i det fri.
Når opskriften er rettet til, kommer den i netbutikken

tirsdag den 9. oktober 2012

Gratis opskrift - Tørklæde i helpatent

Jeg har strikket et lækkert blødt halstørklæde i Manos Silk Blend. Det er strikket på pind nr. 7, i teknikken helpatent, og det er hurtigt lavet. 
Farven er nr. 4301, bordeaux/rosa/gråblå nuancer, og der er brugt ca. 160 gr.garn:





Opskriften får du her:
Slå 38 m op løst op.
1. p: *1 ret, slå garnet om p, 1 maske løs af med garnet bag pinden* gentag fra * til * til der er 1 maske tilbage. Slå garnet om pinden, 1 ret.
2. p: *Strik 2 masker ret sammen (maske + omslag), slå garnet om pinden, 1 maske løs af med garnet bag pinden* gentag fra * til * til der er 1 maske tilbage, Slå garnet om pinden, 1 ret.
Gentag 2. p til ønsket længde. Luk løst af. 
Mit tørklæde er ca. 160 cm langt.






torsdag den 4. oktober 2012

Manos Silk Blend Fino i butikken nu.

Så er det nye garn kommet hjem: Manos Silk Blend Fino. Løbelængden er ca. 225 m/ 50 gr. og det kan strikkes på p nr. 3-3½ eller op efter, alt efter hvad det er man vil lave. 
Prisen er 85,-Kr. for 50 gr. Jeg arbejder på at få det lagt i netbutikken i løbet af dagen. Men jeg synes lige, at jeg vil vise de flotte farver frem med det samme.


Jeg er i gang med at strikke en prøve, da mit næste projekt må være i det garn.