onsdag den 18. september 2013

Så let som ingenting


En ny vest som har fået navnet "Så let som ingenting" er strikket i Manos Silk Blend.
Både opskriften, og vesten er så let som ingenting, og derfor har jeg valgt, at den skal være gratis. Den ser sådan ud:



Og opskriften den kommer her:

Materiale: Manos Silk Blend. 30 % silke og 70 % blød merino uld, løbelængde: 270 m/ 100 gr. 
Størrelse: S/M - L/XL Er meget elastisk og fleksibel i str. da patentstrik trækker sig sammen i bredden og har tendens til at blive længere. Str. er nem at regulere, ved at slå flere eller færre m op.
Mål når den færdige bolero ligger let udstrakt: Vidde: Ca. 112-130 cm. Længde: Ca. 35 cm.
Garnforbrug: 150 - 200 gr.
Strikkepinde: Rundpind nr. 7.
Strikkefasthed: 10 x 10 cm i glatstrik = ca. 12 m x 32 p (Er svært at måle nøjagtigt, da det giver sig meget. Mål det let udbredt og liggende)
Forkortelser: m = maske, r = ret, vr = vrang,  p = pind, arb = arbejdet, sm = sammen

Boleroen strikkes i patentstrikning, i et stk. og der begyndes for neden på ryggen.
Slå 64 -76 m op løst op.
1. p: *1 ret, slå garnet om p, 1 maske løs af med garnet bag pinden* gentag fra * til * til der er 1 maske tilbage. Slå garnet om pinden, 1 ret.
2. p: *Strik 2 masker ret sammen (maske + omslag), slå garnet om pinden, 1 maske løs af med garnet bag pinden* gentag fra * til * til der er 1 maske tilbage, Slå garnet om pinden, 1 ret.
Gentag 2. p resten af arb. 

Når arb måler ca. 35 cm, deles det i 2 stk. á 32-38 m og hver del strikkes færdig for sig. Strik yderligere 35 cm på hver del, så arb. måler 70 cm målt fra begyndelsen. Luk løst af. Sy sammen i siderne, så langt som du ønsker.
Garnet finder du her, og der er pt. tilbud på flere farver som udgår af sortimentet.

tirsdag den 27. august 2013

Fjollerier - eller hvad?

Jeg har lavet 3 forslag til hvordan et cover til mobilen kan se ud.
Motiverne er ikoner til nogle af de ting, som er blevet en del af hverdagen.

Facebook, Blog og Skype

De bliver lagt i netbutikken som strikke kits snarrest. Måske en god lille gave idé??


fredag den 23. august 2013

Så er den nye netbutik i gang

Efter mange mange timers arbejde, for både min svigersøn og mig er den nye netbutik nu oppe at køre.

Efter nogle år med netbutik, var det efterhånden tid til en fornyelse. Og efter et hacker angreb for snart 3 uger siden, hvor efter vi valgte at lukke den gamle side ned, er det nu med stor glæde, at vi kan præsentere jer for en ny og mere moderne netbutik. En del af varesortimentet er det samme, noget er blevet udeladt og nyt er kommet til.

Nyt er, at jeg nu ikke kun sælger mine egne designs som strikke kits. Nu kan man også vælge, at købe opskrift og garn hver for sig, og dermed selv vælge mellem endnu flere farve muligheder. De fleste opskrifter sælges dog kun sammen med det tilhørende garn, og ikke alene. Det samme gælder for andres opskrifter. Dette fremgår ved de enkelte opskrifter.

Du vil altid kunne finde flere gode tilbud under Super tilbud, men under de enkelte varekategorier vil der også være tilbud. Dette fremgår af et stort rundt tilbudsmærke. 

På forsiden vil du altid kunne se åbningstiden og hvis der evt. er ændringer. Du kan læse om de sidste nyheder, og du kan se, hvor der er mulighed for at møde Katrinelund til et eller andet arrangement. Men du er selvfølgelig også altid hjerteligt velkommen til at besøge butikken på Katrinelund.

Her i denne weekend er der ekstra åbent både lørdag og søndag fra kl. 10-17 i forbindelse med min deltagelse i Åbne Atelierdøre 2013: www.aabneatelierdoere-silkeborg.dk

Vi undskylder, det besvær det kan have medført, at der i en periode ikke har været muligt at komme ind på www.lenep-katrinelund.dk, og håber at du får lyst til at kigge dig omkring i den nye netbutik.

tirsdag den 13. august 2013

Efterårs beklædning

Midt i al frustatrationen over mangel på hjemmeside efter hacker angrebet, er det nu lykkedes mig, at få lavet en udstillingsting færdig til Åbne Atelierdøres fælles udstilling i Silkeborg Kunstnerhus, Nygade 24, 8600 Silkeborg.
Der er Fernisering på lørdag d. 17. august kl. 14-17.
Derefter er udstillingen åben daglig fra 14-17 og den slutter tirsdag d. 24. august kl. 16.


Et opstammet, men udgået piletræ har jeg beviklet med uldgarn og hæklet blade i efterårsfarver. 
Jeg tror den også kommer med til Fanø Strikkefestival, samt på Kreativ Messe i Fredericia.

mandag den 5. august 2013

Hjemmesiden er lukket ned

Øv, øv, øv
I morges opdagede jeg at www.lenep-katrinelund.dk har været udsat for hacker indbrud. Derfor har jeg valgt at lukke siden ned midlertidigt.
Om det blot er drengestreger, eller forsøg på at stjæle fra mig ved jeg ikke, men det er i hvert fald rigtig irriterende, at skulle bruge tid på, og jeg håber ikke at det kommer til at gå ud over nogle af mine kunder.

Hvad idioten der har gjort det ikke ved, er at jeg faktisk i et stykke tid har arbejdet på en ny webshop. Det var mening, at den om kort tid skulle tage over, så nu arbejder vi på at det bliver hurtigst muligt. 
Men pt. har Katrinelund altså ingen hjemmeside.
Håber på forståelse fra mine kunder, og undskylder det besvær, som det evt. giver.

Butikken har helt normal åbningstid i august.

Desuden er jeg på gårdmuseet Stjernholm, Nim ved Brædstrup søndag d. 18. august.

Der ud over deltager jeg i Åbne Atelierdøre i Silkeborg:
Montmarte i Nygade fredag d. 23. august fra 14.30-17
Åbne Atelierdøre hos Katrinelund, Løndalvej 6, Vinding, 8654 Bryrup lørdag og søndag d. 24- og 25. august. begge dage fra 10-17

torsdag den 13. juni 2013

Travlhed og forandringer

Så gøres der klar til at tage på dyrskue i Horsens.
Hvis man kommer på besøg i butikken i dag, må man derfor indstille sig på, at det hele roder. 
Dyrskuet er et nyt tiltag. I år har de nemlig et telt, hvor forskellige gårdbutikker har mulighed for at leje en stand, og jeg synes det kunne være spændende at være med. 
Der er åbent for besøgende fra 9.00 til 19.30 fredag, og fra 9.00 til 16.30 lørdag.

Andet nyt er, at jeg arbejder på at redigere billeder til en ny webshop, som vi forventer bliver online i løbet af juli mdr. 
Efter at have haft den samme i flere år, er det nu på tide at der skal ske noget andet. Forhåbentlig bliver den mere brugervenlig, og i hvert fald med bedre billeder.
Ikke alle produkter bliver lagt ind igen, men til gengæld kommer der nye til. 
Det er meget spændende at arbejde med, men det tager oceaner af min tid.

Ud over dette detager jeg i år i:

Sommersøndag på gårmuseet Stjernholm i august
Åbne Atelierdøre i Silkeborg i august
Fanø strikkefestival i september
Kreative Dage i Fredericia i oktober

Så ferie er der ikke tid til, men der kan dog være lukket enkelte dage, så det vil være en god idé, at tjekke åbningstiden inden man kører til butikken.

torsdag den 6. juni 2013

Sommer sokker

I det dejlige strømpegarn San Remo som består af bomuld, superwash uld og polyamid har jeg strikket disse sokker str. ca. 3 år, og jeg har kun brugt ½ ngl. Prisen er 27,- kr./ ngl. Se flere farver i netbutikken
Garnet vil også være velegnet til børne trøjer/veste, da det er blødt, og kan vaskes i vaskemaskinen..